Hvad handler tilgivelse om?

6/9-2015

AT TILGIVE DIG SELV og AT AFTABUISERE  og dermed frigør dig fra dine lænker, som tynger dig

 

En dag…en dag…vil det ske!

Tilgivelse kan være forbundet med Tabu og en dag vil Tiden komme, hvor behovet for at åbne op for tabu-emnet melder sig. Følelserne der var forbundet med at tabuisere er ikke døde, men har fået lov til at skabe uro i éns følelsesliv i for lang tid.  Følelserne strømmer ud som vand. Diffuse og svære at tage hånd om..

 

Hvorfor i det hele taget tale om tilgivelse?

Når noget fylder én op med smertefulde erindringer, giver én skyldfølelse, skam og nedtrykthed, kan det handle om begrebet tilgivelse! For at kunne slippe det som fylder én op med smerte, er det vigtigt at finde ud af hvornår man har gjort sig selv til slave af sine følelser eller blevet gjort til et offer og hvorledes det forhindrer én i at gøre det som man gerne vil i sit nuværende liv.

 

Tilgivelse er en proces, der for alt i verden kræver TID og det kan ofte være forbundet med tabu. Det kan være at man følte sig så dybt fornedret at det ikke er til at bære den ydmygelse der engang fandt sted og man har fortrængt oplevelserne ved at tabuisere det. Det kan måske være svært at forstå at det skete og man selv har valgt at lægge låg på. Oplevelsen eller oplevelserne kan simpelthen have være så smertefulde at det var nødvendigt at lægge låg! Men det kan også være at andre har bedt én om at glemme og komme videre uden man har fået oplevelsen bearbejdet.

 

Ikke-tilgivelse eller det u-undskyldelige giver anledning til at man bliver ved med at dvæle ved det samme og de samme ting, så det går i ring  i de samme problematikker igen og igen. Til sidst har  man måske ikke overskud til at se hvorledes man kan gå nye veje, selvom det ligger lige for. Det er utilgiveligt at det kan fylde så meget for én, at andre ligefrem mener, at det er ens egen skyld! Det er helt vildt absurd.

 

Men en dag…en dag... vil det ske. Der er nemlig også retfærdighed til her i verden.

Tabu-låget begynder så småt at røre på sig, sådan er det altid,  uden undtagelser, også selvom man umiddelbart ikke synes at have behov for det eller man har gjort noget for at åbne tabuet!  Der er nemlig også retfærdighed til her i verden. På et tidspunkt vil den stemme af retfærdig som findes i én også have lov til at give udtryk for sine meninger.  TIDEN er kommet til at give slip på det som fylder én op, at tilgive sig selv for hvad man engang lod ske, og andre følelser kan dukke med op i kølvandet. Følelser af skyld, vrede og uforklarlig modstand mod at lade sig manipulere eller dirigere rundt med af andres meninger. Det er sunde tegn på at noget rører sig i én og at man for alt i verden ikke skal lægge låg på igen.

 

Ofte er det nemmest at lægge låg på igen, således at tilstanden nu kan få lov til at udvikle sig til en dyb og længerevarende sorg. Måske bliver det kronisk, dog er der altid et håb om at alting kan blive retfærdigt igen. Det handler om TID. Det er sådan jeg selv har oplevet det.

 

TIDEN er en den store forløser. Med tiden kommer der håb, en tro på at det er helt i orden alt sammen og ja sågar en kærlighed til at befri sig selv for det utilgivelige

  • Men kan man vente udelukkende på det?

 

Der er så mange processer undervejs som skal sættes ind i en god forståelsesramme før det giver mening for én.  Det skal give mening at tilgive. Det er ikke bare sådan noget man gør på et kursus i selvindsigt eller en uddannelse som mindfulness-instruktør.

Det kan tage år at udrede sig selv, selvom mange andre gerne vil gøre det for dig og forklare dig hvorledes tingene hænger sammen. Dog er det kun én selv, der ved hvordan det hele hænger sammen.

 

Tilgivelse gør ikke at man nu har glemt alting, men at man begynder at høste erfaringer fra oplevelserne og  slippe for samme foreteelser mod én selv igen og mod andre. En læring der bundfælder sig og giver så megen mening at det bliver til visdom.

 

Hvordan undslipper man sig så det utilgivelige?

 

Jeg har selv gået i terapi, deltaget i mange udviklingsforløb og alligevel er det aldrig lykkedes at se ordentlig i dybden. Det som har hjulpet mig allermest er meditation/bønspraksis og på nuværende tidspunkt hypnose og så er der det der med tiden. Tiden er en væsentlig faktor.

 

Gennem regressionsmetoder via hypnose/meditation er det blevet langt mere indlysende for mig, hvorledes det tunge stof af det utilgivelige kan bremse én i at gøre det som man har lyst til. Men det handler i bund og grund om at aftabuisere og det kan lade sig gøre. Når man så er lige ved at opgive, ja så det her at bønspraksis faktisk kan tage over og løfte håbet for én i en periode, indtil man igen er klar til at se mere i dybden og høste flere erfaringer.

Den erfaring har ført mig frem til at ville hjælpe andre, som har så svært ved at tilgive sig selv og gjort det til et tabu.  Ja, det er netop hele sagens kerne. AT TILGIVE DIG SELV og AT AFTABUISERE  og dermed frigør dig fra dine lænker, som tynger dig.